Truppen har endnu ikke formået at bryde den mentale barriere.
Jeg har tidligere snakket om at den manglende selvtillid og tro på tingene sad dybere end bare i overfladen - en slags råddenskab, der gennemsyrede klubben, om man vil.
Træner på træner har fejlet med at tilføre truppen en jernhård mentalitet og modet til at tage et ansvar, og leve op til det, i svære situationer.
Forrige års store udskiftning af spillere hjalp en smule, Montella tilførte noget selvtillid med bolden ved fødderne og Gattuso kom med en "giv-aldrig-op" attitude, hvilket har udmyntet sig i flere sene sejre, men derefter er det gået lidt i stå, hvis ikke tilbage igen.
Det ligner at der igen har sneget sig en manglende tro, på både egne og medspillernes evner, ind over hele linjen. Der bliver ikke taget chancer, der bliver ikke samlet mange 2.-bolde op og der bliver ikke gået helhjertet ind i nærkampene.
Det lader til at de spillere, som til tider tager ansvar og prøver noget, gør det mere fordi de føler sig tvunget, end fordi de har troen på det og har lyst til at gå forrest.


Det går galt lige fra bagerste mand.
Donnarumma er ikke ligefrem en målmand, der skaber tryghed hos sine centerbacks. De bedste målmænd har evnen til råbe af deres forsvarsspillere, når der er brug for en opsang, men samtidig udvise en "bare rolig drenge, jeg har den"-mentalitet.
Der er brug for at centerbacks stoler på deres målmand som sidste skanse. Det er en tillid, der sætter sig op igennem alle kæderne og det er generelt lettere at tage chancer offensivt, hvis man har tiltro til at bagkæden kan modstå de uundgålige kontraangreb.
Jeg vil mene at Donnarumma er blevet bedre på dette punkt og til tider opmuntrer sine centerbacks med sin feedback, men det er oftest på de lettere redninger, hvorimod den barnlige attitude en gang imellem skinner igennem når han bliver sat i en svær situation.


Vi har ikke truppen til at spille med 2 dynamiske midtbanespillere og overlappende backs.
Man ser ofte Calhanoglu eller Suso modtage bolden højt i banen, for derefter at spille den tilbage igen, hvilket jeg ser som en følge af ovenstående. Der er simpelthen for stor frygt for konsekvenserne af at tabe bolden og når så både midtbanespillerne og backs går med frem, skal bolden sendes langt tilbage i kæderne for at holde den på egne fødder. Især hvis vores CDM er dækket op.
I stedet for en 3-mands midtbane med én CDM og 2 dynamiske spillere, ville 2 defensive og en dynamisk i midten give mere tryghed til de overlappende backs og den dynamiske center ville kunne træde frem og udnytte pladsen i midten.
Alternativt kunne man holde sine backs længere tilbage, så de dynamiske midtbanespillere kunne tage flere løb i boksen, for at møde indlæg, og kanterne kunne udfordre med større tryghed.
I samråd med ledelsen står Gattuso for at finde en løsning, da vi ikke kan vente på at forsvaret bliver sammenspillet nok til at tage det defensive ansvar alene, hvis ambitionen er CL nu.


Truppen skal lære at beskytte en position, fremfor at jagte den.
I de seneste år har missionen været at jagte pladser opad i tabellen, hvilket kræver en anden mentalitet end at holde sin position. Det er praktisk set forskellen på at jage eller være jagtet.
Idet vi ramte 4.-pladsen, stod vi pludselig med meget at tabe, fremfor meget at vinde, hvilket var en justering i mentalitet, som truppen åbenlyst ikke håndterede særlig godt.
Det er naturligvis ærgerligt at vi ikke kunne holde fast i 4.-pladsen, men det var nok meget sund erfaring for spillerne at gøre sig og forhåbentlig noget de kan bygge videre på, hvis vi formår at spille os i top 4 igen.